Så står vi der – igen… Den der ”nye” skolereform og de alt for lange skoledage gør i min optik hverdagen alt for fyldt for børnene. Hvorfor skal børnene have så mange undervisningstimer? En del af dem er i min optik ”fyld” og en tvungen opbevaring af børnene. Finske skoler har kun halvt så mange undervisningstimer og klarer sig bedre end danske elever… Høj kvalitet i de meget færre undervisningstimer, der er.
Jeg mærker konsekvenserne af de lange dage hos min ældste. Fagligt kan der ikke sættes en finger på hende, heller ikke for hendes indsats i timerne eller socialt. Hun kan bare ikke hænge sammen, når vi nærmer os slutningen på ugen. Sidste år var tegnene på, at grænsen var nået omkring torsdag. Nu er der taget endnu en luns af ugen, og når vi når onsdag, hakker filmen.
Her i huset fylder sport en del. Begge piger går til en enkelt sportsgren. Den ældste dyrker sin sport på elite plan, hvilket betyder en større mængde træning i løbet af ugen. Skoleskemaet giver ikke meget plads til restitution eller pauser. Det faste skema er alt for fyldt. Tæller jeg undervisningstimer og træning sammen, kommer hun op på en ”arbejdsuge” på 43 fastlagte timer i 5. klasse. Det er alt for meget. På en typisk hverdag kommer hun direkte hjem fra skole for hurtigt at få næring, så hun kan tage videre til træning, som slutter om aftenen. Igen hjem for at få næring, og så på hovedet i seng. De 2 dage, der typisk er fri for træning, bliver brugt på ugens lektier og restitution. Vores hjem består af forældre, som begge er tidligere eliteidræts børn/unge, hvoraf den ene drev det så langt, som at leve af sin sport igennem en lang karriere. I vores familie er sport en del af livet, og hvis man er dygtig til noget, så skal man have plads til at dyrke den passion og det talent, der findes.
Konsekvensen af skolereformen herhjemme er uacceptabel. Den ældste bliver derfor bedt om fritagelse for deltagelse i nogle undervisningstimer, så der kan være plads til at være eliteidræts barn. Heldigvis har vi en imødekommende ledelse og åbne lærere på skolen, som på bedste vis forsøger at navigere i den nye reform og i de nye inklusions- og arbejdsregler.
Lige nu bliver en restitutionsdag brugt på at fodre ænder ved åen, og der breder der sig en duft af hjemmebagte pebernødder i huset. Der laves lektier ved spisebordet ind imellem i et roligt tempo og med et glimt i øjet. Et barn som bliver mødt med forståelse for at weekendens stævne, og den hårde træning op til, har trukket veksler på kroppen. Hun får lov til at restituere. Kald det pjæk om du vil – jeg kalder det restitution.
Men det er jo ikke kun idræts børn, der bliver ramt… Der er et stadigt stigende antal børn, som bukker under for de lange dage og vores samfundsstruktur, hvor der skal ydes, og man skal være på hele tiden. Når vi voksne ikke kan følge med, hvorfor er det så, at der insisteres på, at børnene også skal yde mere end godt er?
Jeg mærker efter og vælger på vegne af mine børn at tilpasse deres hverdag, så de ikke presses for meget. Og det betyder, at der bliver nødt til at blive fundet restitutions timer i skoleskemaet. Ind imellem bliver træning også valgt fra, hvis den bliver alt for koncentreret og lang. Man fungerer bedst når man er i balance.
Hvordan mærker du efter, om dit barn er presset, og hvad gør du ved det?
Namaste,
Dorthe